Fra Schwarzwald til Vosges

Vi har aftalt at mødes med et hollandsk vennepar, Bernard og Stephanie, på en fransk campingplads nær Fontenoy Le Chateau, lige på den anden side af Vosges bjergene i forhold til hvor vi befinder os. Vi har besluttet os for at blive der en uges tid og holde en lille “ferie i ferien”. Så kan vi både få slappet lidt af, få en pause fra cykleriet, få en fast base en uges tid (det er nogle gange lidt belastende at skulle pakke teltet ned og op igen et nyt sted næsten hver dag), få plejet vores sociale behov en smule, få arbejdet lidt på vores hjemmeside og måske også arbejde en lille smule på pladsen, mod at vi så forhåbentlig kan bo lidt billigere. Det er Stephanies faster der har campingpladsen, så vi har forhørt os lidt om muligheden, inden vi ankommer.

Da vi tænker at komme samme dag som Bernard og Stephanie har vi nogle dage til vi skal være der, og da det nu var så smukt at køre i Schwarzwald tager vi gerne kampen op med Vosges bjergene, selvom vi sagtens kunne køre syd om.

IMG_3188Efter at have krydset Rhinen ind i Frankrig kommer vi til Alsace og et helt nyt landskab åbner sig for os med vinstokke overalt. Ved en tilfældighed kommer vi til at følge vinvejen, som er en lille asfalteret vej, super dejlig at cykle på. Vi følger vinvejen i ca 5-7 km ud af den i alt 170 km lange rute, som bugter sig op og ned ad den østlige side af Vosges bjergene i et bakket landskab af vinmarker. IMGP2412Da vi når til byen Kaysersberg skal vi dreje fra og ind i bjergene. Det kunne ellers have været hyggeligt at følge ruten lidt længere, men sådan er det på sådan en tur. Selvom vi oplever en hel masse, kan vi ikke det hele og for hvert tilvalg er der også en masse fravalg.

 

Kaysersberg

IMG_3193Vi følger hovedgaden ind i Kaysersberg og bliver igen betaget af de fine bindingsværkshuse med bugnende blomsterkasser, som vi også er blevet det i en stor del af Tyskland. Det er tydeligt at det har været en tysk by tidligere (før første verdenskrig) og på den måde føler vi ikke, at vi er kommet ind i et nyt land. Vi finder et offentligt toilet (som de har en del af i Tyskland og åbenbart også i Frankrig), hvor vi lige kan få fyldt vandflaskerne op inden bjergene og ellers få klaret det, man nu klarer sådan et sted. Som vi kører videre er vi klar til at sige farvel til byen og goddag til bjergene, men inden vi kommer meget længere, ser vi at det ikke er så lille en by som vi troede. Pludselig står vi midt i en fantastisk bymidte, der slår alle de andre smukke byer vi ellers har kørt igennem med længder. Med skæve velholdte bindingsværkshuse med imponerende udsmykninger og smalle snoede brostensbelagte gader og selvfølgelig lige et idyllisk vandløb der også lige løber igennem byen, er vi begge ret fascineret og betaget. Som en kulisse fra en film. Så det bliver til en lidt længere pause inden vi er klar til bjergene og et forhåbentligt på gensyn til Kaysersberg.