Vi leger med Google

IMGP2411Efter første overnatning på Fransk territorium, er vi trillet ind til Colmar for at spise morgenmad. Vi er virkelig kommet til vinland og der er vinmarker over det hele. Området vi kører i hedder Alsace og er geografisk et specielt godt sted at dyrke vin på grund af Vosges Bjergene, som beskytter mod det værste uvejr fra Atlanterhavet og gør klimaet mere stabilt, specielt godt for druesorterne i dette område.

IMGP2428Vi tager et smut til den smukkeste by Kayserbergs, hovedsageligt bestående af velbevarede bindingsværkshuse. Her forsøger vi uden held at fremskaffe noget info om cykelveje i Vosges Bjergene, som vi selv er på vej gennem. Men hold da op for en charmerende by Kaysersberg er! Ofte er der gjort ekstra meget ud af bykernen i småbyer, men i Kaysersberg er alle sidegaderne vi sniger os ud på mindst ligeså charmerende. Det er virkelig kræs, hvis man er interesseret i bevaringsværdigt byggeri.

IMGP2431Nå, vi skal afsted. Vi har 3 dage til at cykle til Fontenoy, ca. 120 km, i vores optik kort afstand på 3 dage, selvom vi skal over Vosges Bjergene. Så idag har vi ikke noget imod at tage på eventyr på Googles “cykelveje”. Og hvilken oplevelse det blev. Ikke at forglemme de formidable udsigtspunkter vi fra tid til anden ender i. Vi kommer til en vej der ifølge skiltet ved indgangen skulle være blind, men ikke ifølge Google, hvis man er på cykel… IMG_3198Vel vidende at det nok er mest fornuftigt at vælge en anden vej, kører vi ad den blinde vej. Det bliver til en interessant oplevelse. Selv med en MTB uden udstyr ville man ikke kunne køre på store dele af Googles foreslåede cykelrute i dag. Der er virkelig plads til forbedring for Googles cykelveje, både i Tyskland og tydeligvis også her i Frankrig. Skub og træk op og ned ad 30% skråninger gennem markerne, forcering af stødhegn og pigtråd. pigtrådEn forhindringsbane der virkelig trækker tænder ud, når man skal have cykler med på 50 og 60 kg. Men fantastisk træning hvis man dyrker adventurerace og vi har jo selv bedt om denne udfordring. Vi får flashbacks til nogle af cykeldagene i det flade nordlige Tyskland. Her i bjergene er det bare noget mere kuperet…

IMG_1323

IMGP2435IMGP2436

Ved frokosttid er vi helt kvæstet og drænet for kræfter. Vi har fået nok af Googles genveje for idag og ønsker blot at komme mest lempeligt til den campingplads vi har spottet på kortet ca. 20 km væk. Vi hygger os lidt over dagens oplevelser og bliver enige om at det var en god revanche siden vores nederlag tilbage i Tyskland på Googles cykelstier. Så nu står den 1-1 😉

Men men men, Google er ikke færdige med os! Vi kører op gennem en bjergdal på fin asfalt. Planen er at vi bare skal følge vejen gennem bjergdalen, men halvvejs bliver vejen til grusvej, der er ufremkommelig siddende på vores cykler. Her i Frankrig, vedligeholder man umiddelbart vejene med store løse skærver, der blot bliver læsset af på vejenene. Af cyklen igen og skub op af bakke de næste 4 km. Vi overlever dog og når frem til Lac de Longemer helt kvæstet, rige på oplevelser og lidt klogere på, hvad vi kan forvente af Google her i Frankrig, 2-1 til Google…

Tag dog ikke fejl af Googles registrerede cykelveje i de større byer. De har for os været guld værd, til at finde vej gennem ukendte gader og stræder. Men her ude på landet, har vi mere glæde af at spotte de mindre veje, som snor sig udenom hovedvejene og på den måde strikke vores ruter sammen on the go.