Fra Bøverdalen tl Sognefjorden fortsat – Sognefjellet, Nordeuropas højeste bjergpas

Vi fortsætter af rute 55. Det er begyndt at regne og blive køligere på vej op i fjeldet. En kold modvind og regn gør det ikke nemmere, men det må man jo tage som en oplevelse, hvis man er skør nok til at cykle på disse kanter. Vi kan da mærke vi lever :-) Stejlt bliver stejlere og udsigten ubeskrivelig, men Heidi har desværre ikke gode ben i dag, så hun har ikke det store overskud til at nyde de enestående omgivelser. Luften er både kold og specielt fugtig i dag, hvilket ikke er den bedste cocktail for Heidis astma. Regn på vejJeg føler mig godt tilpas, efter de sidste par dages “træning”, så jeg snupper den lille rygsæk og teltet, som Heidi ellers har kørt med. Dvs. jeg nu kører med ca. 80% af vores bagagevægt. Fint med en “lille” udfordring tænker jeg.

“Tankerne strejfer tilbage til campingen i Bøverdalen, kort inden afgang i morges med solskin og 20 grader. Her mødte vi et tysk ægtepar, som hvert år gennem de sidste 20 år, har holdt  4 ugers cykelferie rundt omkring i verdenen. Blandt andet i Alperne, hvor vi er på vej hen. Hvert enkelt år de har været afsted, siger de til sig selv at de skal have mindre bagage/vægt med næste gang, akkurat som vi selv konstaterede efter en halv dags kørsel :-) De havde udstyret i orden og var nu nede på 20 kilo “hver”, som manden udtrykte noget så bestemt. Den lige vægtfordeling, med 20 kg hver, var der ikke så meget gentleman over tænker jeg. Selv kører vi rundt med 70 kg i alt :-/ De virkede utroligt venlige og nede på jorden, men vi får desværre ikke snakket så meget med dem, da vi alle har pakket og er på vej i hver vores retning.”

Tilbage på cyklen i den kolde modvind og ekstra vægt på cyklen. Herfra er det op at træde for at komme fremad, for mit vedkommende. Med cykelsko på hjælper det dog lidt med fremdriften, da man også kan trække pedalerne op, samtidig med man træder, i bedste Contador stil. Dertil skal det siges at lungerne og pulsen ikke bliver mindre udfordret, når man kører på den måde. Min cykel er ikke så lavt gearet som Heidis, så jeg bliver nødt til at sætte farten op for ikke at gå helt i stå når stigningerne bliver stejlere end 5% og det gør de i dag. Pludselig er vi oppe i sneen og den ellers jævne stigning på 6-7%, bliver til hårnålesving og noget stejlere. Nu er det rigtig hårdt! Pudsigt nok er temperaturen også steget på vej op, hvor det nu er mere vindstille. Det er dog stadig skyet, men skydækket er lidt tyndere så solen varmer en lille smule igennem, nok til at de fugtige veje nu damper, næsten som i teatret, hvor dampen fra tøris svæver over scenen. I takt med lungerne nu bliver rigtig udfordret begynder jeg også at kunne mærke fugten, men giver den lige en ekstra skalle for at få det stejleste stykke overstået. Det kræver ilt at køre på den måde og jeg begynder at mærke kroppen får underskud. Det føles som at få en mavepuster. Autocamperne udviser tålmodighed ventende i svingene, hvor de ikke har udsigt til at overhale, så den får lige en ekstra skalle, så de hurtigere kan passere, når de nu holder sig pænt bagi. Det kræver også sit for autocamperne at bestige de stejle veje, som man bliver mindet om, i det de accelererer ved overhalingerne og den fugtige luft bliver suppleret med en sky af diesel, som jeg forgæves forsøger at holde vejret igennem…autocamper

Heidi er mega sej og hun når op til mig efter 5 minutters venten, hvorefter vi triller det sidste stykke op til Sognefjellet Sommarskisenter til en pause. I skicenteret er der en fed launch vi kan flade ud i, så den tiltænkte halve times pause, bliver til 2 timer, inden vi får taget os sammen til at sætte os op på cyklerne igen…

IsvæggeNedkørslen bliver med regntøj på, da det nu sner. Vi kører forsigtigt ned, men hastigheden sniger sig hurtigt op på 50-60 km/t, så det er under alle omstændigheder en god idé med vindtæt regntøj på, medens den kolde vind suser om ørerne. Den egentlige nedkørsel kom dog først ca. 10 km senere, efter bakkekørsel til den helt store guldmedalje med sne som blev til slud og snelandskab hvor rabatten af vejene er isvægge 5-6 meter høje. Endelig starter nedkørslen til Lustrafjorden, over 1400 højdemeters nedkørsel og hold nu fest en udsigt vi endnu engang bliver beriget med gennem de utallige hårnålesving. Næsten for meget til øjet på en enkelt dag. Endnu en anbefalelsesværdig rute, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man befinder sig i området. BremserVi suser ubesværet ned, men igen med opmærksomheden på Heidis bremser, som ikke er skabt til disse nedkørsler med lange opbremsninger. Der bliver holdt korte pauser, hvor vi får sprøjtet lidt koldt vand på bremserne, som omgående fordamper ved kontakten mod de glødende bremser, de står heldigvis distancen endnu engang. Mætte af oplevelser triller vi til bunden af dalen ud til fjorden, stolte over vores bedrifter indtil nu.

Farvel til det smukke fjeldnorge og goddag til et ny verden i fjordnorge.

IMG_0955