Fra Bøverdalen til Sognefjorden – En omvej værd

Vi er på rute 55 i bunden af Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen. Foran os venter den hårdeste opkørsel hidtil med fuld oppakning. Vi skal dog ikke op til Galdhøpiggen igen. Om ca. 30 km skulle vi gerne være på toppen af Sognefjellet, Nordeuropas højeste pas, i 1400+ moh.
På ruten kan man tage en afstikker (FV471), på omkring 5 km længere kørsel, gennem en anden dal ved ukendt navn. Vi tager gerne sidevejene, da der som regel er betydelig mindre trafik, så man rigtig kan nyde omgivelserne.
IMGP4743Vi bliver ikke skånet af stigninger på denne afstikker. 5 km oppe i dalen/omvejen skifter asfaltvejen til grusvej, hvor vi bliver mødt af et skilt, med budskabet om, at man ikke kan fortsætte videre til rute 55. Hvorfor i alverden ku man ikke have stillet tilsvarende skilt i starten af vejen for 5 km siden? Lidt småirriteret og stædige er vi bestemt ikke indstillet på at vende om og fortsætter i håbet om at det kun er personbiler der ikke kan passere.
IMGP4754Vi triller videre og wauw for en smuk dal. Det er helt sikkert et sted, vi kan anbefale, hvis man skal campere, eller blot er gennemkørende. Gennem dalen er der masser af små idylliske kroge hvor man kan slå telt op og vi ærgrer os lidt over vi ikke kom hertil lidt tidligere, hvor vejret var noget varmere og solrigt. Dalen slutter med en brat opstigning gennem hårnålesving, stadig på grus, til søen Høyvatnet. En hård stigning, som tager lidt af køre gejsten fra Heidi, på en dag hvor vi har langt til toppen endnu…
IMGP4769Vi kommer op, og det er noget af et syn der møder os her, både bagud i dalen, men også ud over søen, som fortsætter ind i dalen. Vandet står blankt, som var det et nypoleret spejl og det er svært at se, hvad der vender op og ned. Hvis det viser sig at vi ikke kan komme igennem til rute 55, som skrevet på skiltet i starten af grusvejen, har det stadig været det hele værd!
Vi triller videre og afventer spændt årsagen til skiltet. Ca. 100 meter før rute 55, 22 km efter vi kørte ind på FV471, er vejen dækket af en stor bunke sne, som til vores held er til at skubbe cyklerne igennem, med lidt god vilje.

Skal du til Norge og køre rute 55, så tag en afstikker til vej FV471.