Vandring i Alperne – Dag 3

God morgen

IMGP7763Vi er ret smadret, som at have en god omgang tømmermænd og danset hele natten x 10. Måske vi skulle have drukket lidt mere vand, men det har nok været tanken om at skulle udenfor og tisse i kulden, der har holdt os tilbage for at drikke. Der kommer næsten ikke lys ind i huset vi har sovet i når skodderne er lukket til, men ved 7-tiden stikker der et par solstråler ind under hoveddøren, som vender stik øst. Jeg står op, tager sko, briller og dun jakke på og åbner døren til et inferno af et lyshav. Som hypnotiseret træder jeg ud i helt vindstille, stille og skyfrit univers. Det er stadig koldt men solen varmer og drejer man rundt som en helstegt pattegris, er det til at holde varmen. Mod syd kan man se bjergdalen vi skal køre ud af om en uges tid og de sidste bjergtoppe og grænsen til Alperne før fladlandet.

På jagt efter stenbukke

Jeg opdager et par stenbukke oppe mod bjergpasset vi gik over i går eftermiddags. Ihvertfald tror jeg det er stenbukke, men er ikke helt sikker, fordi mine briller efterhånden er halvanden styrke bagud. Det kunne ligeså godt være bjørne. Når man normalt bruger linser, er briller med den helt rigtige styrke ikke øverst på dagsordenen… Jeg griber spejlreflekskameraet indenfor og zoomer ind på dem. Den er god nok, 2 store flotte stenbukke med kæmpe horn. Jeg går på jagt! IMGP7778De holder øje med mig, klar til at springe væk, hvis jeg skulle komme for tæt på. Umiddelbart føler de sig mest trygge, når de enten er over eller under mig, sikkert fordi de ved at de kan flygte op eller ned hurtigere end jeg kan bevæge mig. Det lykkedes mig dog at komme ind på ca. 20 meters afstand og får taget nogle fede billeder, inden vi går hver til sit.

Jeg er nu tæt på bjergpasset, som vi kom over igår, tænker at jeg ligeså godt kan smutte helt op og se udsigten igen, nu for skyfri himmel. IMGP7799Da jeg kommer op kan jeg se de bjerge der i går var omgivet af skyer. Det viser sig at være Mont Blanc, det højeste bjerg i Vesteuropa, som vi for nogle dage siden forpassede chancen for at se, da det var for overskyet. Positiv uventet overraskelse og god start på dagen. Efter et par billeder, tænker jeg at jeg hellere må fortælle Heidi om udsigten, men på vej ned kommer et par stenbukke mere, som også vil fotograferes :-)

 

IMGP7798

https://www.youtube.com/watch?v=cRY_cZKO9CA

IMGP7792Det passer fint med at Heidi kommer ud af huset 5 minutter senere. Hun er måske 300 meter væk, men alligevel kan vi føre en samtale uden at råbe til hinanden, utroligt som lyden er anderledes oppe i højderne. Hun skynder sig at tage ordentligt tøj på, i modsætning til mig som stadig render rundt i natbukser, og drøner afsted opad indtil hun kommer i tanke om tyngdekraften. Slag i slag kommer hun op af stien, som igår bestod af fugtig jord/grus, men som her til morgen knaser af iskrystaller dannet i løbet af natten, som skyder op af stien, nogle steder flere centimeter. Vi nyder udsigten sammen til Mont Blanc, som stikker langt over de omkringliggende bjerge, inden vi vender næsen ned til morgenmad og klargøring til dagens strabadser.

IMGP7810

Vi er lige kommet tilbage til huset da en mand kommer os gående i møde. Hans navn er Jean Barocco og er frivillig hjælper til at drive depotet under Tor des Geants løbet. Vi falder hurtigt i snak med ham omkring vores forventede vandrerute og vores rejse generelt. Det viser sig at han kender bjergene og ruterne ret godt, så han kommer hurtigt med et par anbefalinger til os :-) Selv deltog og gennemførte han Tor de Geants for 4 år siden. Det er et 330 kilometer langt bjergløb, med ialt 24 kilometers højdemeter og løbet skal gennemføres på maksimalt 150 timer. Tak for kaffe! 10 minutter efter Jean´s ankomst, kommer en flok italienere, som skal hjælpe med at pakke teltene og udstyret sammen, så det kan blive hentet med helikopter.

Gæstfrihed

IMG_3626Vi er stadig i nattøjet, så vi skynder os ind og klæder om og pakker vores ting. De andre sidder udenfor og spiser lidt ost og brød inden de skal i gang. Jean eller borgmesteren, som de andre kalder ham med et smil på læben, kommer ind med en tallerken ost og tilbyder os nogle stykker mens vi pakker. Kort efter kigger én af damerne ind og spørger om vi ikke vil have noget hvidvin. Klokken er lige blevet 9 og vi har ikke engang fået morgenmad, men hva faen, vi har det jo alligevel som om vi har tømmermænd. Vi får hvidvin, ost og brød til morgenmad samt vores vante mælk og müsli. De er ved at lukke løbsposten ned og der er masser af overskydende appelsiner, chokolade, brød og så videre, og får vi tilbudt rester i hoved og r.. Vi ender med at få fyldt taskerne med mere end da vi startede turen :-) Tiden går inden vi kommer afsted og der bliver tid til at få taget fælles billede med hele gruppen. Sikke nogle hyggelige mennesker og endnu et godt indtryk af Italienere vi får med på vejen :-) Tak for en god oplevelse Hr. Borgmester 😉 (Jean Barocco yderst til højre på billedet).

IMGP7828

IMGP7839Vi fortsætter af de sorte stier på kortet, som vi købte i Aosta og stierne er helt fantastiske at gå på. Selvom der ikke er markeret lige så hyppigt, skal man virkelig være en klovn, hvis man forvilder sig væk fra ruten, specielt på en skyfri dag som denne. I løbet af dagen, dannes der så småt skyer i takt med at solen varmer dalene op, ved aftenstid er de dog væk igen. På kortet ser det ud som om vi skulle have haft en forholdsvist flad dag med nogle jævne passager oppe i højderne, men der har vi taget fejl… Kortet snyder os lidt, da der er 100 meter imellem højdekurverne. Så idag, går det enten op, ellers går det ned :-)

IMGP7843

Det er stejlt!

Nogle steder går det lige lovligt stejlt op af bjergsiderne på vej rundt i dalene (Tryk på billedet til venstre og se zigzagsporet. I billedet til højre, er vi halvvejs oppe på zigzagsporet). Jeg har selv lidt højdeskræk og kan mærke det i hele kroppen, hvis jeg står ved en skrænt med frit fald. IMGP7838På de stejle stykker, hvor jeg lige skal samle mig og ha en puster sætter jeg mig kort blot for at finde ud af at græsset heroppe, er lige så spidst som tidsler og det stikker gennem handsker og bukser :-/ De stejle passager op og ned, kan også virkelig mærkes i bentøjet, specielt i knæene fra morgenstunden af! Men hvad gør det, når man har en enestående udsigt som denne… og når vi samtidig har vejret med os. StejltI løbet af dagen er det også som om nerverne bliver trætte af at sende signaler til hjernen fra knæene, om at det gør ondt. Så for mig går det lidt bedre. Det er utroligt hvad kroppen kan vænne sig til. Endnu en hård dag og vi når kortere end vi havde sat os for aftenen før. Selvfølgelig også fordi vi kom lidt senere afsted end planlagt :-) Heidi får desværre ondt i sit knæ igen ved nedstigningerne inden vi når frem til dagens Bivacco og vi skal virkelig overveje, hvilken rute der er smartest at gå næste dag.

Dagens endestation

Vi ankommer til dagens endestation, en noget større Bivacco end den vi forlod tidligere i morges. Det er blevet lørdag og da vi ankommer dertil, er der allerede ankommet 8 andre. Der er hyggelig stemning og vi falder hurtigt i snak, blandt andet med en ældre herre, pensioneret maskinarbejder, som skal op og klatre tidligt næste morgen. Han taler flot engelsk, næsten med amerikansk accent og hans engelske er selvlært. Han glæder sig over at han kan øve sit engelske med mig :-) Og jeg glæder mig gensidigt over hans attitude i stedet for modsætningen i form af berøringsangsten for at tale engelsk, som vi har mødt rigtig meget på rejsen indtil videre.

Vi får te af et andet par, manden italiensk og konen australier og det bliver til en hyggelig aften i det fælles spiserum. Mørket falder og fællesrummet bliver lyst op af koldt lys fra folks pandelamper, indtil vi hiver vores LED-USB-pære frem og sætter det til solcellebatteriet, som lyser hele rummet op. Nysgerrigheden er øjensynligt stor og positiv blandt de andre og der bliver snakket italiensk i krogene, som vi heldigvis kan få oversat af italieneren med den australske kone. Solcellerne er endnu en gang et udmærket samtalegrundlag :-) I løbet af aftenen dumper der flere ind og vi bliver i alt 17 der skal sove i samme rum. Det går dog rigtig fint og selvom det er mere trængt end vi ellers er vant til, er der egentlig god plads. Folk udviser respekt for privatsfæren og der hviskes nærmest fra klokken 21 til klokken 9 om morgenen.

Endnu en spændende dag med gode oplevelser, hårdt for kropen, men sjælen nyder det.