Op på sadlen igen

Efter et par ugers pause fra sadlen, er det på den igen. Det er let skyet 15 grader og vi begynder at kunne ane efteråret snige sig ind. Perfekt cykelvejr :-) bølget landskabStærene i flokke har så småt indhentet os på deres vej sydpå og vi ser de første majsmarker blive høstet. Vi kører afsted gennem skiftende rå natur og landbrug i bølgende landskab og snoede veje, meget charmerende landskab.

Vi skal lige vende os til sadlen og får lidt ondt bagi og i håndfladerne, som da vi startede turen. Cykling i det hele taget, skal vi også vende os til, det føles som om det er meget længere siden. Der går dog ganske kort tid, før kroppen og cykel er synkroniseret igen.

Det må være alderen…

Efter 14 dages ost, vin og pølsekur mærkede jeg en indvendig bums midt på min ryg dagen inden vi tog afsted fra Fontenoy. Den skal da trykkes, var første tanke, men efter nogle forsøg uden succes, har den blot vokset sig større og endnu mere øm. Der er en første gang for alt og årsagen er sikkert de store mængder skimmel der er at finde på oste og pølserne hernede, samt de flere dåser Pringles (3 dåser for 3 euro, det billigt!), som er blevet konsumeret de sidste par uger. Shit happens og forhåbentlig går den væk af sig selv… Om aftenen efter nogle timers cykling fra Fontenoy, er jeg ikke på toppen, inden vi smutter til køjs i teltet, og jeg beslutter at smutte forbi et hospital dagen efter, hvis det ikke er blevet bedre næste dag. Og morgenen efter da vi vågner i teltet er jeg begyndt at føle mig mere skidt tilpas, endnu mere øm på ryggen og omkring den indvendige satan, lidt kvalme og hævede kirtler under armene. Det er vist på tide med et hospitalsbesøg…

En begivenhedsrig dag

Det er søndag og der er 20 km til hospitalet, så dagen starter med lidt morgengymnastik, inden vi forhåbentlig kan få en konsultation. Jeg er heldig og kommer ret hurtigt til. Sygeplejerskerne og lægerne er ikke specielt gode til engelsk så kommunikationen er lidt tung, indtil en heldigvis flydende engelsk talende sygeplejerske fra Holland bliver kaldt til. IMGP2720Jeg får forklaret af hollænderen, at jeg skal opereres og at jeg skal have lidt lattergas før der skal skæres i mig. Jeg havde forestillet mig en lokal bedøvelse, men jeg trækker på skuldrene og beder dem om at gå i gang, vi skal jo videre til Alperne! På en briks liggende på maven inhalerer jeg store mængder lattergas i mine cykel lunger og bliver blot lidt rundtosset inden lægen går i gang med at skære i min ryg. Det gør pisse ondt! Sygeplejerskerne, som ellers stod på siden af mig, kan jeg se kigge væk og høre dem jamre over hvad der sker. Jeg når at tænke, “det er da en speciel form for psykologisk førstehjælp de har her i Frankrig…”. Og efter en del trykken og lidt mere skæren kan jeg høre på lægen, at han er ikke er tilfreds og siger et par franske gloser til Hollænderen. IMG_3454Jeg har på fornemmelsen der skal skæres mere i mig og får at vide jeg skal lokalbedøves, da infektionen går noget dybere end først antaget. Skæreskæreskære trykketrykketrykke skraveskraveskrave og blodet løber ned af siden på mig, alt imens jeg hiver mere lattergas i lungerne i et forgæves forsøg på at minimere smerten. Den ellers søde hollænder fortæller mig under forløbet at, “skulle jeg en anden gang få tilsvarende bums på ryggen så lad være at trykke og søg i stedet læge…” Lesson learned og tak for tippet midt i operationen, hvilket jeg uden tvivl ikke kommer til at glemme… Timing is everything :-)

Jeg bliver syet, renset, får bandage på og en recept med til smertestillende piller, antibiotisk creme, jod og bandage, samt henvisning til et par apoteker, som skulle have søndagsåbent. Nærmeste apotek, “næsten” i den retning vi tænker at køre, ligger 20 kilometer væk… Bandagen skal jeg have på et par dage, inden den skal skiftes. Jeg spørger pænt om jeg bare må cykle nu, efter operationen og får at vide at det kun er min vurdering af smerten, der sætter grænsen. Inden vi sætter afsted mod apoteket, skal mor og far selvfølgelig lige underrettes om operationen og alt er ok.

Afsted det går til apoteket. Da vi når frem har det så lukket!!! Hvorfor kunne de ikke bare have givet mig et par smertestillende til en dag eller 2 på hospitalet? Jeg skulle jo alligevel have bandagen på i et par dage, før den skulle skiftes… Bortset fra det går det fint uden smertestillende, men hellere være på den sikre side, hvis det skulle begynde at gøre ondt. Min største bekymring er om jeg nu bliver klar til at gå med fuld oppakning, når vi forhåbentlig skal vandre i Alperne.

Ved siden af apoteket der desværre har lukket er en lille restaurant/café, hvor de lokale, der øjensynligt alle kender hinanden, hænger ud. Vi spørger pænt om et menukort men får at vide der ikke er meget at vælge imellem, fint vi tager hvad vi kan få og maden kommer lynhurtigt ind. De lokale der sidder ved et langbord ved siden af, er nysgerrige for hvem os to på cykler er for nogen. FrokostDeres engelske er noget begrænset og vores franske begrænset til merci, oui, non og lidt talkombinationer. Alligevel falder vi fint i hak med dem og forklarer med kropssprog om vores rejse indtil nu, hvor langt vi har kørt, hvor vi er på vej hen og viser dem vores hjemmeside over telefonen og et par af vores videoer :-) De peger på skærmen, derefter os, giver thumbs up, alt i mens videoerne kører på skærmen og det ene udbrud efter det andet i form af iiih, åååh og aaaah, som reaktion på nogle af optagelserne fra Norge, herligt! :-) Så gør det ikke så meget at vi er kørt flere kilometer forgæves til apoteket. Inden vi kører videre må vi simpelthen tage et fælles billede med flokken af flinke franskmænd :-) Tak for en hyggelig oplevelse :-)

FlodEfter frokosten + chokolademousse til dessert, triller vi videre gennem det tiltagende bølgede landskab og snoede veje. Vi ender nærmest traditionen tro ved en flod efter i alt 93 km den dag, hvor vi slår teltet op. Sikke en dag og hvor var det nemt at falde i søvn den aften…