Freiburg – farvel til Tyskland

På vejen til Freiburg hører vi kun positivt om byen fra andre og får anbefalet flere steder vi bør se. Selv kender vi stort set intet til byen, men det hele lyder meget lovende :-) Efter en lang dag i sadlen, hvor vi slår vores rekord i højdemeter, tilmed i heldagsregn, er vi på vej ned gennem skyerne fra 1000 moh til Freiburg 300 moh, helt gennemblødte kolde og trætte. Vi har regntøj på, som holder regnen væk, men når man kører op ad et bjerg med regntøj på, så har sveden svært ved at komme væk, så vi bliver mindst lige så våde indvendigt. Til gengæld kan man holde varmen.

Vi laver et kort stop nogle kilometer inden den tilsigtede campingpladsen, blot for at indstille GPS’en, så vi ikke ender med at køre forgæves. De sidste dage har vi ikke brugt GPS’en til at finde vej med, da vejnettet i Schwarzwald er forholdsvist simpelt, ligesom i de Norske fjelde. Mens vi orienterer os på kortet, stopper en varevogn. En meget venlig og gæstfri mand, ved navn Herbert, tilbyder os et sted at overnatte i nærheden, men vi takker pænt nej, da vi gerne vil tættere på Supernova, som vi skal besøge dagen efter. Lidt ærgerligt at vi er helt udkørt og er ikke indstillet på at være sociale denne aften, og i stedet har tiltagende behov for at gå direkte i seng, så vi kan være friske til morgendagens møde. Vi har ellers haft masser af andre tidspunkter på vores tur, hvor vi har tænkt, “bare der var en Herbert her”. Inden vi siger pænt farvel til Herbert, udveksler vi dog lige kontakter og siger tak for venligheden.

Vi ankommer sent til campingen og må slå teltet op delvist i mørket. Umiddelbart er det én af de mest hyggelige pladser vi har været på, med en lille sø i midten af teltområdet.

IMGP1962-01Efter vores besøg hos Supernova, tilbage på campingpladsen mødes vi med Herbert, som er ude at motionerer på sin elektriske mountainbike. Området her skulle også være fantastisk til mountainbike med masser af tracks, blandt andet tracks designet af kendte track-designere (hvis det er det man kalder dem…) Vi aftaler at cykle en tur gennem byen, med Herbert, efter at han har været ude at køre. Sikke en venlighed og imødekommenhed ud af det blåIMGP1666-01 vi modtager fra Herbert, som er læge og forhenværende idrætslærer på ét af universiteterne. Tusind tak for en forbilledlig gæstfrihed og en fantastisk guidet tur gennem byen. Og hold da fest, hvor er her smukt og sikke et leben der er her i byen. Freiburg er kendt for at være en fantastisk universitetsby, men selvom studierne ikke er begyndt endnu, er der fyldt med liv og glade dage i gaderne. IMG_3180-01Det er én af de smukkeste byer jeg har været i og nok den mest velholdte. 90% af byens bygninger i indre by, blev sønderbombet i 2. verdenskrig, men mange af bygningerne er efterfølgende blevet genskabt og bycentrum, står i dag knivskarpt, hvor der ikke er overladt meget til tilfældighederne. Der er fyldt med lækkerhedsdetaljer på byggerierne og selvom centrum er tæt bebygget, er der alligevel plads til vand der løber i gaderne, grønt i form af vin der vokser fint i de små stræder, blomster hængende i lange guirlander fra altankasserne og træer hvor der kan klemmes træer ind. Virkelig hyggeligt og god synergi mellem byggeri og grønt.

IMGP1969Freiburg ligger i bunden af en bjergdal i smukke omgivelser i den sydvestlige del af Schwarzwald og der er et væld af muligheder, både til almindelig sightseeing men også en masse for aktivitetstosser, som os året rundt. Der er ikke langt til nærliggende byer Basel, Strasbourg og Breisach, som vi også har hørt meget godt om, så det er helt sikkert et område vi vil vende tilbage til.

Oppe på bjergskråningerne tæt ved byen, har man udsigt over Rhinen og helt til Frankrig, hvor man kan se Nationalparken og bjergkæden des Vosges, som vi om få dage skal passerer, på vej til Bernard og Stephanie i Fontenoy le Chateau, tæt ved Epinal. Bernard og Stephanie er et vennepar fra Holland, som vi har aftalt at mødes med på en campingplads og holde lidt ferie med.

IMGP1677Vi ender med at blive i Freiburg i 3 dage for at nyde omgivelserne og suge til os. Havde jeg vidst at Freiburg var så fantastisk, med så mange muligheder og samtidig multinational, havde jeg ikke tøvet et sekund med at tage herhen, da jeg skulle være udvekslingsstuderende. Så hermed en anbefaling til kommende udvekslingsstuderende, tag til Freiburg! For at smøre mere tykt på, så er Freiburg også den varmeste by i Tyskland med flest solskinstimer :-)

Vores tyske er blevet meget bedre i løbet af den sidste måned. Vi kan sagtens begå os på tysk når vi skal forklare om vores tur, hvor vi har cyklet, hvordan det har været, hvor vi er på vej hen og handle ind, omend mit tyske delvist bliver suppleret med lidt hollandsk :-) Vi har endnu ikke mødt nogen gennem Tyskland, som kunne gætte vi var fra Danmark, men mange af tyskerne vi møder kan fortælle at de har været i Danmark. Tyskerne vi møder her sydpå er modsat i det nordlige, ret dygtige til engelsk og ser en smule forundrede på os, når vi spørger dem med indgangsreplikken, “do you speak english”, for det er nærmest en selvfølge at de gør det hernede…

IMG_1312Vi siger farvel og helt sikkert på gensyn til Freiburg og sætter kursen mod Frankrig, passerende vinmarker ved Kaiserstuhl 3000 km mærket for vores tur. Lige inden vi krydser grænsen/Rhinen til Frankrig, laver vi et stop om eftermiddagen i Breisach ved en kirke oppe på en høj. Bagud har vi udsigten over Tyskland mod Schwarzwald og fremad har vi udsigten over Rhinen, Frankrig og Vosges bjergene. Det er så smukt her og vejret og omgivelser kunne ikke være bedre. Vi bliver på stedet i nogle timer og suger til os, får gjort os en masse tanker om vores mange oplevelser gennem Tyskland og får sagt farvel til Tyskland for denne gang og tak for en mindeværdig rejse.