De sidste kilometer i Norge

IMGP9758Bergen venter på os. Igår havde vi en skøn varm dag, hvor vi så småt fik sagt farvel til fjordene. Idag er det blevet den sidste cykeldag inden vi rammer Bergen. Det let overskyet og køligere end de forrige mange dage med sol. De større bjerge klædt med sne på toppen, forsvinder langsomt bag os og bliver erstattet med mindre bjerge blødere i faconen delvist beklædt med huse op langs bjergsiderne. Det er tydeligt at se vi nærmer os Norges næststørste by, også på trafikken, som vi har været gode til at afværge på de mindre veje. Heldigvis er der en fortrinlig cykelsti langs E39, men larmen fra bilerne trækker virkelig idyllen ud af de ellers flotte omgivelser.

Der bliver skruet op for kedlerne og dermed hastigheden, jo tættere vi nærmer os målet Bergen. Heidi lægger sig til i slipvinden i bedste Tour stil og jeg holder jævnt hastigheden mens jeg skæver bagud, holdende øje med om hun hænger på, klar til at sætte tempoet en anelse ned, når vi rammer stigningerne, som bliver blødere og kortere end vi ellers har oplevet de sidste uger. Heidi er ellers blevet god til at holde tempoet på hendes 28 kg (uden bagage) tunge klassiske damecykel, specielt på de korte bakker, som vi har gjort til vane at tackle med en høj indgangshastighed og næsten sprinte op. Hun er så sej og ligger lige i røven på mig, selv om jeg træder godt til.

På gensyn

På den ene side har vi travlt med at slutte denne del af rejsen og glæder os nysgerrigt over hvad det næste kapitel byder på, men på den anden side, er det et vemodigt farvel for denne gang. Dog er vi enige om, at det er på gensyn. Vi er blevet forelsket i Norge og vi har så meget mere tilgode, når vi kommer tilbage engang.

Tankerne flyver gennem hovederne på os, om alle de oplevelser vi allerede er beriget med på denne fantastiske rejse. De naturskønne omgivelser, med det ene kodak moment efter det andet, strabadserne på cykel op mod toppen af fjeldene og ned igen gennem utallige hårnålesving, vandreturene i sne, slud, sol, klatrende op til enestående udsigt, de lyse nætter og smukke solnedgange, den friske luft og duft fra det sprudlende liv i fjordene osv osv. Vi er snart i Bergen, forundrede og stolte over vores hidtil tilbagelagte rejse bedrifter.

IMG_1069Vi tager os god tid til at komme til Bergen, kører en omvej, væk fra hovedvejen og larmen fra myldretiden søndag eftermiddag. Vi er heldige og finder en lille park, hvor vi slår os ned efter lidt frokost. Heidi falder helt hen og jeg får skrevet lidt til bloggen med mere.

Vi kommer tættere på Bergen og skyerne hænger så småt lavere, det bliver køligere og smådrypper ind i mellem. Vores fordomme om regnfulde Bergen lader til at holde stik.

Vi ender tilbage langs E39 igen på cykelsti nr. 1, som bestemt matcher danske standarder. Vi møder flere cykelmotionister i alle former og farver, alle i stramt outfit. Det er vist et klart tegn på at Tour De France er i fuld gang. Det minder lidt om Danmark.

IMG_2702Ankomst til Bergen. Med næsten magnetisk kraft styrer vi mod et stort gult M, som vi ikke har set i flere år, føles det som om… Mcdonald’s!

Vi er i mål efter en mindeværdig tur gennem Sydnorge og nu gælder den næste udfordring. At finde et sted at overnatte de næste dage og forhåbentlig en måde at komme til Shetlandsøerne på efterfølgende.

På cykel fra Oslo til Bergen :-) vi gjorde det!